Vælg den løbeform, der motiverer dig
Det vigtigste ved løbetræning er, at du træner på en måde, der motiverer dig. Det kan sagtens ændre sig hen over året. Når din grundform er på plads, kan du med fordel variere din træning med forskellige typer løbeture. Derfor har vi identificeret 3 forskellige løbeture der enkeltvis træner forskellige dele af dit løb.
Den rolige tur
Den rolige løbetur er grundlaget for al løbetræning – fra nybegynder til eliteløber. Du forbedrer din grundkondition, løbeøkonomi og udholdenhed. Turen skal føles let, og du skal kunne føre en samtale undervejs. Mange løber deres rolige ture for hurtigt. Sæt tempoet ned – det er meningen, at turen skal være rolig.
Den hurtige tur
Den hurtige tur gør dig bedre til at holde et højt tempo over længere tid. Den forbedrer blandt andet din kondition, løbeøkonomi og løbestil og styrker dit hjerte. Hvis du gerne vil løbe hurtigere og forbedre din form, er hurtige ture effektive. Til gengæld er de krævende og kræver mere restitution.
Sørg for, at din base med rolige ture er på plads, før du skruer op for intensiteten.
Den lange tur
Den lange tur giver dig udholdenhed og styrker samtidig muskler, sener, knogler og ledbånd. Den kan også styrke din mentale robusthed.
I begyndelsen kan den lange tur være det samme som en rolig tur. Efterhånden kan du øge distancen. Som tommelfingerregel kan du bygge den lange tur op fra omkring 60 minutter og helt op til 150 minutter, hvis du træner mod et maraton.
Én lang tur om ugen er som regel rigeligt.
God fornøjelse med din løbetræning!


